Wednesday, October 16, 2024
Gå på opdagelse i det nye DEKO Tré brandsystem på Building Green 2024
Det er endnu en gang blevet tid til at valfarte til nordens største og nok vigtigste årlige mødested for aktører og fagpersoner inden for byggebranchen: Building Green 2024 i København. Her i Forum vil vi den 30. og 31. oktober stå på stand 17 ved indgangen og introducere besøgende til vores nye bæredygtige brandglassystem i træ.
Årets tema for Building Green messen ‘BEYOND THE ROADMAP’ udspringer af initiativet Reduction Roadmap, som arbejder for en lovgivning, der understøtter klimavidenskaben og indfører strengere krav til byggeriet for at reducere CO2-udledningen. Messen hylder initiativet og opfordrer udstillere og besøgende til at tænke i, hvordan byggebranchen kunne se ud for enden af ’roadmappet’.
Med andre ord skal vi tænke grønnere end nogensinde før. Derfor udstiller vi i år med vores bidrag til det bæredygtige byggeri, nemlig vores helt nye brandglassystem: DEKO Tré.
Made to be green
DEKO Tré er udviklet med grønt afsæt: Hos DEKO bevæger vi os hastigt mod anvendelsen af flere organiske materialer i udviklingen af produkter. Træ er som bekendt et af de materialer, der ligger lavest i materialepyramiden i forhold til CO2-aftryk, og derfor er alt stål og aluminium også udskiftet med træ i et udvalg af sorter i det nye produkt. Men det står ikke alene.
For at skåne klimaet endnu mere kan vores nye brandsystem nemlig også fås i varianter, som udleder 30 procent mindre CO2 end almindelige brandglasvægge. Derudover er DEKO Tré brandsikkerhedstestet i en konstruktion af frasorteret træ fra vinduesindustrien med tanke på, at cirkulære principper også bør implementeres i brandtekniske konstruktioner.
Tré i forskellige udtryk og kombinationer
På Building Green vil stand nr. 17 være bygget med fokus på at vise DEKO Tré frem i forskellige varianter og udtryk. Her vil du blandt andet se et udpluk af systemets forskellige dørvarianter med hver sin kombination af specifikationer, dimensioner og træsorter – også isat forskellige DEKO Tré glasvægge. Mulighederne er nemlig mange, men én ting er fælles for alle variationerne: Nemlig at det minimalistiske system fås i nøjagtig samme design – uanset krav.
Vi glæder os til at præsentere vores nyeste tilføjelse til produktporteføljen og ikke mindst fortælle meget mere om, hvordan DEKO Tré spiller en rolle for de grønne tal i byggeriets klimaregnskab. Og så glæder vi os til endnu et år med en masse videndeling, inspiration og hyggelige gensyn med kendte og nye fagfæller. Ses vi?